Burresnerre, forårs krudt!

Burresnerre,
galium aparine.

En dejlig plante som især børn elsker for dens evne til at sidde fast i tøjet! Selv min store dejlige datter på 13 år fandt den vældig morsom i går , da hun satte den på ryggen af sin far! Nogle gange holder jeg vejret og ønsker at mine børn aldrig må miste evnen til at være legesyge! Jeg prøver selv at huske det så ofte jeg kan. Leg gør krop og sind let.
Burresnerre er også sådan lidt barnlig. Klatrer med sine lange stængler med små modhager på stængler og blade op af dens naboplanter. Op i lyset.

Burresnerre er en af de første forårs urter jeg kaster mig over. Den sætter bevægelse i gang i lymfesystemet og hjælper kroppen efter en lang tung vinterkost. Sammen med f.eks.brændenælde, mælkebøtte og skvalderkål får du en virkelig god forårs tonic! Brug dem i morgenurtete, ristet let på panden med æg, juice, eller smoothie. (Og mange andre muligheder!

Udover at sætte bevægelse i lymfesystemet er buresnerre let urindrivende (diuretisk). Den har også en fantastisk virkning på huden hvor dens kølende egenskaber hjælper irriteret, rød og udskillende hud. Oplagt at prøve ved f.eks. acne og psoriasis. På huden kan den bruges både som udtræk i olie og som indvortes.

Burresnerre er værd at overveje så snart lymfen er involveret. Hævede lymfeknuder, varme, rødmende hudtilstande, gentagende urinvejsinfektioner, acne, hævet væv pga stagneret lymfe. Burresnerre kan tages over lange perioder og derfor perfekt til kroniske tilstande.

Høst og fremstilling med Burresnerre.
Burresnerre er nem at høste! hiv planten op og klip eller riv roden af. Så samler du dem bare i en bunke.
Du kan så klippe eller skære dem i mindre stykker, så de lange tråde i stænglerne brydes.
Den allerbedste måde at indtage burresnerre synes jeg, er at juice planten. Den smager skønt og grønt. Men den kan også bruges frisk til te og kan overhældes med vodka (helst 50% alkohol) til tinktur. Hvis du tørrer Burresnerre, så ville jeg bruge den indenfor ½ år, da den hurtigt taber sin kraft. Du kan også gøre som jeg gør. Nemlig snitter den op og kommer den i fryseposer og fryses ned.
Man kan også lave en skøn hudolie ved at lade den friske plante (evt, tørret i 1 døgn, et luftigt og tørt sted) trække i olie (f.eks. mandel) i 4 uger. Vigtigt at plantematerialet er helt dækket af olien og at du den første uge lige rører forsigtigt i den så der ingen luftlommer er.

 

God fornøjelse med dejlige legesyge Burresnerre.