Hjertensgod hvidtjørneblomst saft

Hvidtjørn! Det smukkeste lille træ. Harmonisk og kønt at se som silhuet mellem marker og i skovkanter. I min have er jeg heldig at have tre fine træer. En rød tjørn og to hvide. Når Den blomster i starten af maj elsker jeg at dykke næsen helt ind i de fine sarte blomsterstande. Den har en fin rosenduft som letter hjertet og får mundvigene til at pege opad. Hvidtjørnen stikker let med sine torne, men er ikke meget aggressiv. Det er let at samle alle de blomster og nye blade man har lyst til. Blomster og små skud er skønne til saft og te.

Jeg elsker hvdtjørn! for mig er den en god hjælper, når hjertet er tungt, eller hjertet drøner lidt rigeligt derudaf. Den toner min fordøjelse og er smækfyldt med antioxidanter til vinterens mørke og hjertets arterier.

Hvidtjørn bruges til at styrke hjertet og harmonisere blodtrykket. Især bærene har en styrkende virkning på blodkarene omkring hjertet.

Det er også en plante som kan bruges ved sorg. Sorg påvirker vores hjerte og vores kredsløb. Her er Hvidtjørnen en beroligende hjælper.

I fordøjelsen har hvidtjørn også en tonende virkning. Den styrker vævet i tarmen og kan bruges ved f.eks. lettere løs afføring.

Egenskaber i korte træk af bær og blomsterstande: Hjertestyrkende, Antioxidant, Afslappende, Blodkar udvidende og Blodtryksregulerende.

Hvidtjørneblomst saft:

I år har jeg prøvet at lave hvidtjørnblomstsaft. På samme måde som hyldeblomst saft. Den er blevet mega god! Let syrlig og let sød. sommerlig og frisk. Den kan drikkes af alle, store som små. Styrkende uden at man lægger mærke til det!

Opskriften er som følger:

En stor balje fuld af hvidtjørneblomster, uden blade.
2 l. vand
1 kg rørsukker
2 øko citroner
2 spsk citronsyre

Fremgangsmåde:

Kog vand op med sukker og citronsyre.
Skær citronerne i skiver.
Læg 1/3 af blomsterne i en stor gryde eller plastbeholder (til madbrug).
læg halvdelen af citronskiverne ovenpå blomsterne.
Et lag mere med blomster.
Et lag med citron.
Et lag med blomster.
Hæld den varme sukkerlage over blomsterne.
Rør let rundt med gaffel el lign.
Låg på.
Køl ned og sæt i køleskabet efter et par timer.
Rør dagligt let i det.
På 4 dagen sigter du saften fra i en fin sigte eller klæde.

Jeg kommer det gerne på tomme vandflasker 3/4 fyldt og kommer det i fryseren. Så er jeg fri for at komme noget i for at konservere.

 

Andre ting du kan lave med hvidtjørn er at samle blade og blomster. tørre det og bruge det til te. Bærene kan du samle om efteråret og lave sirup på. de kan selvfølgelig også tørres til te.

Rigtig god fornøjelse med det smukke lille hjertens gode træ