Stress og selvkærlighed

Måske er stress snart et udpint emne, men ikke desto mindre ser jeg også at der er et kæmpe behov for stadig at forstå hvorfor stress rammer så mange i dag. Og nok vigtigere endnu, hvad vi hver især kan gøre for at holde balancen.

Selvom der nu i mange år er talt om stress, lider rigtig mange stadig under den form for stress som er kronisk, sygdomsfremmende, humørændrende, og svær at slippe når den først har fået grobund.

Som jeg oplever det i klinikken har den farlige stress mange ansigter og mange udtryk. Det virker som om at tærsklen for mange, til at udvikle den farlige stress, er lille. Stress er en overlevelsesmekanisme der går i gang i kroppen, hvis nu f.eks. en tiger springer efter dig, vil binyrerne sprøjte kortisol og adrenalin ud i blodet og tillader dig at kunne løbe stærkere end du troede var muligt. Det er den sunde stress. Den holder dig i live…. Problemet i dag, for mange, er at binyrerne konstant bliver holdt til ilden. Hvis vi så endelig skal bruge den sunde stressreaktion, så er der ikke meget tryk på, og evnen til at komme ned og væk fra stressreaktionen er nærmest umulig. Man bliver kastet helt ned i gruset fordi binyrerne nærmest kollapser!

Hvad giver så denne grundlæggende usunde form for stress i kroppen, sjælen og sindet? Jeg ser ofte i klinikken at det  er mange bække små, som ender med at gøre en stor å. Lidt af det hele eller meget af noget, giver det samme. Generelt ser jeg alt Alt ALT for høje forventninger til hvad vi selv skal præstere.

For mange år siden måtte jeg selv bide i græsset over flere omgange, ikke nogen munter tid, men ved Helligåndens navle, hvor lærte jeg dog meget om hvordan krop, sind, følelser, sjæl og ånd hænger sammen. En vigtig læring for mig var at jeg lærte nødvendigheden af begrebet “at være egoistisk på den fede måde”. Det handler simpelthen om at give sig selv den næring man har brug for. Janteloven er ikke specielt gavnlig ved stress, da den ikke tillader os at sætte os selv som første prioritet, så en man jo egoistisk og selvglad.

Et af problemerne jeg ser hos mine kunder er at det kan godt være at en begivenhed (f.eks. dårligt arbejdsmiljø hvor der ikke er tid nok til at udføre dit arbejde på et niveau, som du egentlig føler er det rigtige), har udløst stresstilstand til akut at give alvorlige symptomer. Symptomerne er mange: koncentrationsesvær, forhøjet blodtryk, hjertebanken, søvnløshed, vægtændringer, depression, angst, ledsmerter, muskelsmerter, hovedpine og migræne, øget risiko for hjertekarproblematikker, lavt immunforsvar og meget mere.
Men jeg ser ofte at den begivenhed blot har været den udløsende faktor. At nogle i årevis har strakt sig ALT for langt. Nogle er vokset op med den tro at et NEJ er selvvisk og svag. Andre lever en pleaser rolle, hvor deres eget værd er noget de måler i hvor god feedback de får gennem det de gør for andre.
Fejlagtigt er mange blevet opdraget til at selvvisk, selvglad, selvtilfreds, selvoptaget, navlebeskuelse og egoistisk alle er negative ord. Men for at have et godt fungerende SELVVÆRD, er det en nødvendighed at kunne være glad for sig selv, være tilfreds med sig selv, kunne tåle at se sin egen navle, turde være optaget af hvad der sker inden i en for at forstå hvad reaktioner i sig selv. At turde, som en 3 årig står frem og sige HER ER JEG og jeg elsker mig selv, det gør jeg for også at kunne elske DIG. (Jeg siger ikke at det er let!! Ved den søde julegrød, det er noget jeg stadig selv arbejder med!).

Samtidig med denne jantelovsopdragelse af vores eget værd, så er mange vokset op med at vi selvfølgelig sætter os selv til side og gør som der forventes… Ofte er denne forventes ikke verbal, det er sådan en forventningsstemning man skal aflæse, sådan nærmest lidt synsk. Have følehornene helt ude i den fjerneste krog, afkode stemninger, følelser og kropssprog hos andre hele tiden. -Så vi kan behage dem. Hvis de er triste, så må vi trøste. Hvis de synes tingene går for langsomt, så må vi løbe lidt hurtigere. Hvis der er konflikter må vi berolige vandene. Hvis barnet vil have pærer og der kun er æbler.. Ja SÅ må vi da skynde os at skaffe nogle! Og vi er næsten ved at DØ, hvis vi ikke kan rede situationerne her.
Dem af os der har denne tendens, er blevet en slags ansvarstyve, en slags udviklingstyve. Vi kommer til at tage imod det andre ikke vil have ansvar for og nogle gange kommer vi endda også selv til at tage det fra andre. Når vi gør det, så TAGER vi ansvar og mulighed for udvikling hos et andet menneske. Vi har sådan set ikke ret til at tage ansvar for andres handlinger, følelser og tanker. Kærligt men bestemt, må vi lære at give ansvar tilbage til den der ejer det!
Der er selvfølgelig mange flere afskygninger af tillærte fejlagtige vurderinger af hvordan vi skal være overfor hinanden og os selv som mennesker, her nævnte jeg blot det jeg ser mest.

Så er der samfundsnormerne… OMG! Hvor skal jeg starte.
På trods af at man allerede i 1960´erne satte stort spørgsmålstegn ved at måle en person på hvad personen arbejder med, i stedet for at måle personer i hvem personer er. JA så lever det jo i bedste velgående. Helt også noget med at arbejde mange timer… For hvis man vælger at arbejde halv tid, så er man nok enten doven, curlingforældre, svag, psykisk ustabil eller uengageret. Hmmmm… Jeg arbejder IKKE fuld tid, og har aldrig gjort det!
Sociale medier…. Et bombardement af selfies fra overskuds mødre, crossfit trænende mænd, perfekte middagsborde.
You name it! BURDE – SKULLE – KUNNE.
Samfundnormerne er selvfølgelig også meget bredere end disse to anskuelser, men det skal jo ikke være en roman. Derudover er for dårlig ernæring også stress i kroppen, mangel på motion er stress i kroppen. For meget motion er stress i kroppen. For meget mad er stress i kroppen. For lidt søvn er stress i kroppen.

For hvad gør man så??? Når man har fundet ud af at man står i denne trommerom af en suppedas og gerne vil ud af den. Et bud fra mig kunne som det første være:
Sæt dig ned, allerhelst i naturen og lyt! Ingen telefon, ipad, papir eller andet til at dokumentere. For det første du må lære er bare at være. Bare det at være er i sig selv nok!
Selv kan jeg godt lide at starte med bare at sanse omgivelserne, lytte til træer, fly, fugle, maskiner i det fjerne. Lægge mærke til blomster, træer, farver, former, himlens skyer. Dufte jord, efter regn, bark, blomster m.m. Forsøger at smage stedet – luften, græsset. Mærker vind, sol, kulde, fugt og tørhed. Når jeg så er bekendt med hvor jeg er så prøver jeg så længe det er mig muligt blot at være i det. På et tidspunkt vil mit eget indre åbne sig helt automatisk og så lytter jeg der, (nogle gange kommer det slet ikke, måske først om aftenen eller slet ikke -det er okay!) hvordan har jeg det i kroppen, i tankerne, i følelserne i sjælen. Det behøver man ingen tekniske devices til at finde ud af. Gør du dette over nogle dage, vil de fleste have et rimeligt god bud på hvordan de har det og hvad de har brug for.

 

Stress i kroppen kræver ro, hvile og sunde livsbetingelser. Så det at stå af hamsterhjulet og give sig selv tid nok er essentielt! Der er ikke en FIX IT KNAP. Det er en udviklende rejse. Er det i virkeligheden et livslangt stressmønster der har grundlagt stressen? Så er 3 måneders sygemelding med stresscoach ikke nok! Det kan være nok til at få dig på benene igen, men det vil ikke have afhjulpet hele den grundlæggende suppedas af usunde tanke, følelses og handlemønstre, tillært i opdragelse og i samfund.

Roen, regenereringen og balancen skal man ind og arbejde med. Man er nødt til at kende sig selv (positiv navleanskuelse!) Hvornår og hvordan lader jeg op? Hvor mange timers søvn har jeg brug for, for at føle mig udhvilet? Griner jeg hver dag? ALLE har gavn af at lave meditative ting. Det er lige meget om det er klassisk meditation, havelugning, hækling, bevidst vejrtrækning, lytte til træer i en hængekøje. Men hjerterytmen skal beroliges. Yoga, tai chi er også gode bud, da de samtidig forbinder dig med kroppen, så har du svært ved at mærke din kropsbehov, vil det være at anbefale. Måske kropsbehandlinger som f.eks. healingsmassage også kan være en ide.
Ro, balance og regenerering kan også hjælpes på vej med naturens healende planter. Lavendel, hjertespand, baldrian, mælkebøtte, lind, jernurt, roser, citronmelisse, ja der er masser af allierede at vende sit ansigt imod hvis der er brug for det! Kvalificeret hjælp eller vejledning er altid en god idé hvis man ikke har viden selv, ellers bliver det nemt en stressfaktor i sig selv at finde ud af hvilke planter der evt kan hjælpe på vej!

 

 

Naturen er personligt mit bedste terapeutiske rum. Jeg bruger den aktivt hver dag til at finde balance i livet. Den giver mig ro til at jeg kan se mig selv i et refleksivt lys. Den giver mig kræfter til at tage beslutninger og foretage ændringer. Den sætter både fokus på mig og samtidig sætter hjælper den mig til at sætte mig udover mig selv. Hver dag har jeg reflektive, meditative, bevægende og sansende stunder hvor jeg mærker ud i naturen for at kunne mærke ind til hvilke behov, ønsker, lyster jeg har. Jo mere jeg træner det, jo bedre bliver jeg til at finde den rette næring. Næring kan være søvn, mad, luft, alenetid, samvær, bevægelse, grine, beslutninger, prioritering, selvpleje, modtagelighed, udveksling med andre o.s.v. Men næring er må ikke være drænende. Så opgaven her er at lære sig selv nok at kende til hvad dræner og hvad nærer. Nogle drænende ting kan godt være udviklende! Samvær med andre kan for mange introverte og sensitive være drænende, men meget udviklende. Her er det så hvor balancen kommer ind. Hvor meget næring skal der til for at balancere den energi der er brugt?

Måske er der ting der skal ændres lige så stille: Lærer jeg mine børn sund selvværd, hvis jeg ikke selv har et? Skal jeg være bedre til at modtage kærlighed?
Skal jeg lære at sige NEJ, Skal jeg lære at sige JA? Skal jeg lære at give ansvar tilbage? Vil jeg blive i et arbejde som ikke tilfredsstiller mig? Eller kan jeg gøre noget for at det tilfredsstiller mig?

Jeg plejer at sige at hvis vi følger det sande hjerte, så går vi den rigtige vej, og der træder vi aldrig nogen over tæerne (Hvis nogen føler sig trådt på.. Så er det DERES ansvar og DERES udvikling).
For nogen er det nødvendigt at have en vejleder til at guide sig på vej, det er helt okay at gøre. Vi skal huske at modtage hjælp og bede om den når det er nødvendigt. Det kan give meget ro at der er en til at nikke anerkendende og opmuntrende når man er på vej ud i lidt ukendt land.

Jeg er meget lidt religiøs, men plukker alle de ting som mit hjerte glædes over. Dette er et af dem. I Biblen siger et af budene at vi skal elske vores næste som vi elsker os selv. For hvordan skal vi dog kunne elske andre uden at vi elsker os selv? Det fortæller meget om os selv, hvordan vi ser på andre.