Urtetur i Korsør Lystskov

Søndag d 10. juni afholdt jeg en skøn Urtetur med en flok dejlige interesserede mennesker.

Vi mødtes en varm formiddag i Korsør Lystskov og gik så ellers på opdagelse efter spiselige og medicinske urter. På trods af at der knapt er faldet en dråbe regn i 1½ måned, fandt vi heldigvis rigeligt at snakke om.

Her kommer der en kort opridsning af hvad vi så og snakkede om på urteturen.

Vi mødte allerførst den fine lange klistrende Burresnerre, som er gavnlig til lymfesystemet. Den var der masser af!

Så mødte vi Løgkarse, med de flotte lange frøstande, når den blomstrer har den små talrige hvide blomster. Husk! Den skal lugte af løg og smager nøjagtigt som navnet siger – af løg og karse. Nederst i bloggen kan I se en lille film med løgkarse.

Superfood´en: Brændenælde. Som kan bruges til stort set alt! og spises i stort set alt! Alt kan spises. Bladene er anti-allergene, rensende og næringsrige. Roden er til prostatas sundhed. Frøene smækfyldt med omega fedtstoffer!

Ramsløg og skovløg, hvor hele planten også kan spises, rå, i pesto, sauteret, sylte løgene eller sylte frøene. Mange muligheder. Løg indeholder svovl (sulfur) som bruges i et utal af kemiske processer i kroppen. Løg er generelt rensende og opbyggende.

  

Mælkebøtte, endnu en superfood. En fantastisk Bitterurt som styrker vores fordøjelse, virker vanddrivende og balancerer vores blodsukker.

Vejbred, både den med runde og den med lange blade. God til slimhinder og god på huden.

Fuglegræs til salater, pesto og sauteret. God til huden.

Roser, hvidtjørn. Styrkende og sammentrækkende for slimhinderne. Særligt hvidtjørn er god for hjertet.

Strandkålen, som mange spiste af og kunne lide. Kål er en fantastisk sund spise. Al forskning peger på at kål er god til at fremme sundhed.

De 3 lægeplanter:

Baldrian, Strand Kvan (nogle kalder den skov kvan) og den knoldede brunrod, som voksede ved langdyssen.

      

Baldrian som er afslappende og beroligende, Fjeldkvanens søster som vi her mødte i en knapt så sød søster i Strand Kvanen er en aromatisk bitterurt. Egentlig er det det ikke vildtvoksende Fjeldkvan som bruges medicinsk og i mad, men nogle mener dog at strandkvanen som aromatisk bitter rod, også er fin at bruge til fordøjelses besvær. Men det er kun fjeldkvanen som er sød, kan vi hermed fortælle efter at have smagt på strandkvanen. Den er blot bitter!
Og så den sjove brunrod, med de oplæste ansigtsblomster. Knoldet Brunrod er rensende og gavnlig ved gigtlignende symptomer.

Til sidst fik fantastiske Hyldemor lov at slutte Urteturen. Hyld er gudindens Frejas træ i følge den nordiske mytologi. Hyld styrker slimhinder, virker febernedsættende, sveddrivende ved sygdom og styrker immunforsvaret. Et skønt træ at kende.

    

Tak for en fantastisk urtetur.

Følg med på hjemmesiden og på facebook, så kan du se hvornår de næste urteture bliver afholdt.

 

Løgkarse: